Kendte28. april 2024

"Badehotellet"-stjernerne reagerer på det ALLERSIDSTE afsnit

Den sidste afsnit af "Badehotellet" er netop rullet over skærmen på TV 2, og de medvirkende reagerer her på, hvordan det gik deres karakterer i den populære serie
Efter 10 sæsoner er det slut med at følge de elskede karakterer i "Badehotellet".
Efter 10 sæsoner er det slut med at følge de elskede karakterer i "Badehotellet".
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: "Badehotellet" slutter: Men der kommer nyt program

I ti sæsoner har vi fulgt Edith, grev Ditmar og alle de andre gennem tykt og tyndt.

Og her til aften rullede det sidste afsnit af "Badehotellet" over skærmen på TV 2, og seerne får endelig at vide, hvad de elskede karakterers skæbne bliver efter så mange år.

SE og HØR har talt med de medvirkende, der reagerer på finaleafsnittet – læs med herunder:

Ulla Vejby, 39, spiller Edith.
Ulla Vejby, 39, spiller Edith.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Overrasket hotelmutter

I sidste afsnit endte Edith med at stå som ejer af "Badehotellet" sammen med sin mand Valter.

– Jeg havde slet ikke forudset, at det var det, der skulle ske for Edith. Og jeg fik et chok, da jeg læste det, indrømmer Ulla Vejby, 39, som i ti sæsoner har spillet den nysgerrige stuepige.

– Jeg er rigtig glad for den måde, serien slutter for Edith. Det er godt sted og en "lykkelig slutning", og jeg elsker lykkelige slutninger, slår skuespilleren fast.

Hun tror da også, at Edith vil have mod på meget mere i livet.

– Det er svært at spå om Ediths fremtid. Hun er på den ene side jordbunden og stabil, men også nysgerrig og eventyrlysten, så hun kan ende mange steder. Jeg tror i hvert fald, at Edith altid vil bevare en nysgerrighed, som tiderne skifter, og verden udvikler sig, siger Ulla.

Hun spiller også med i "Sygeplejeskolen" og ville elske at se Edith i det univers.

Mads Wille, 52, spiller grev Ditmar.
Mads Wille, 52, spiller grev Ditmar.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Fransk vinbonde

Grev Ditmar løsriver sig fra sin mor og sælger Frijsenholm. Sammen med Philip tager han til Frankrig, hvor de køber et vinslot.

– Jeg er meget glad på hans vegne. Det er godt for ham, at han får lov til at leve med sit livs kærlighed. På en måde flytter han til Frankrig og fortsætter med at være godsejer, og han er jo faktisk dygtig til at være godsejer, han kan nogle ting med landbruget, siger Mads Wille, 52, der har nydt at spille grev Ditmar.

– Han er virkelig god til vin. Igennem alle sæsonerne har det været sådan, at når han smager på dem, så kan man fornemme at han ved noget om det, og de har boet i Paris, så det kan ikke blive bedre, vurderer skuespilleren.

I første sæson troede han egentlig kun, at han skulle være med i tre afsnit, men det udviklede sig til ti sæsoner. Han har dog altid undladt at tænke sig ind i fremtiden.

– Hvis forfatterne begyndte at skrive mere, så ville der selvfølgelig ske et eller andet, men jeg har slet ikke spekuleret på, hvad det er. Lige nu har jeg ham bare placeret på et slot nede i Frankrig med sin elskede mand.

– Men jeg tænker, at de i hvert fald kommer til at være på Badehotellet. Det er jo ret fantastisk, at de (Philip og Grev Ditmar, red.) sidder med til festen som et par. Det er ret unikt i for den tid, at de bliver accepteret som et par, siger Mads Wille.

Bodil Jørgensen, 63, spiller Molly.
Bodil Jørgensen, 63, spiller Molly.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Lykkelig bedstemor

Lige inden finaleafsnittet måtte Molly en tur på hospitalet efter en hospitalsindlæggelse. Men den slagkraftige dame klarede sig heldigvis.

– Det endte for Molly, som jeg kunne drømme om. Hun blev bedstemor med børnebørn omkring sig. Hun har også kattekillinger og Fie og Morten. Det er en drøm for Molly, der går i opfyldelse. Jeg er glad for hun klarede skærene, siger Bodil Jørgensen, 63, der har nydt at spille Molly.

Hun er dog i tvivl om, hvor længe Molly får lov at leve med den lykke.

– Hvis vi ser ti år frem, Bob Bob Bob. Så ligger Molly nok ti meter under jorden, lyder buddet fra den humoristiske sjæl.

Amalie Dollerup, 38, spiller Amanda.
Amalie Dollerup, 38, spiller Amanda.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Et nyt liv

I sidste afsnit hører man om, hvordan Amanda bor i Hamborg sammen med Uwe og deres to børn.

– Det var sådan forfatterne syntes, det skulle ende for min karakter, og det har jeg stor respekt for. Man kan også sige, at det skulle begynde, for der begynder jo et nyt liv for Amanda i Tyskland, siger Amalie Dollerup, 38, der er stolt over sin karakters udviklingen igennem de ti sæsoner.

Hvis hun skal se ind i Amandas fremtid, så tror hun fortsat den udenfor Danmark:

– Om ti år tror jeg stadig, hun er i Tyskland. Jeg tror, hun bygger sit liv op dernede med sine børn og Uwe. Jeg tror, det er meant to be, og nu er det alle gode gange tre hun bliver gift. Hun har kæmpet hårdt for den kærlighed, så jeg tror, det lykkes, vurderer Amalie Dollerup, der ligesom seerne aldrig får svaret.

Sigurd Holme Le Deus, 40, spiller Philip.
Sigurd Holmen Le Deus, 40, spiller Philip.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

Kærligheden vandt

Akkurat som i et eventyr, så skulle Grev Ditmar og Philip Dupont så grueligt meget igennem, inden kærligheden til sidst sejrede.

– Jeg er meget glad for den måde, Philips historie bliver afsluttet. Han og Ditmar har været igennem meget i løbet af årene, men kærligheden vinder til sidst. Jeg synes, at det er helt rigtigt, at de ender sammen. Jeg var også blevet overrasket, hvis serien var sluttet, uden de fik hinanden, siger Sigurd Holmen Le Deus, 40, der har nydt til at spille Philip.

Han tror da også, at fremtiden ser lys ud for parret på deres franske vinslot.

– Jeg tænker, at de 10 år senere lever sammen i Frankrig og laver vin, som de sælger til hele verden. Philip har åbnet en lille café, hvor han sælger kager og kaffe til de lokale. Han og Ditmar besøger Amanda og Uwe hver sommer i Hamborg, og de kommer ofte på besøg i Frankrig, gætter skuespilleren.

Morten Hemmingsen, 43, spiller Morten.
Morten Hemmingsen, 43, spiller Morten.
 Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

Nye eventyr i sigte

Efter mange år i England som skibsredder og Aalborg som modstandsmand vender Morten og Fie endelig hjem til Skagen.

– Jeg synes, at Mortens historie ender et godt sted. Han kommer på en måde hjem igen, og det gør mig glad. Jeg tror, han tager en masse gode erfaringer med sig fra hele seriens forløb, men også det, der er sket under krigen, lyder vurderingen fra Morten Hemmingsen, 43.

Han har nydt at spille med i ”Badehotellet” og har altid nydt at åbne sine manuskripter, da han ofte blev overrasket over seriens udvikling.

Men nu får han ikke flere replikker, men han har alligevel tænkt over, hvor Morten er om ti år.

– Hvem ved, der kan ske så meget, men jeg vil tro, at Morten stadig har en blanding af stort engagement i det, der er tæt på ham, men jeg tror også, han er ude på nye eventyr med sin familie, vurderer skuespilleren.

Merete Mærkedahl, 42, spiller Otilia
Merete Mærkedahl, 42, spiller Otilia
 Foto: Mike Kollöffel

En lille smule trist

Det blev aldrig til noget kys mellem Otilia og hr. Aurland. Romancen blev et intellektuelt venskab, og det overraskede også Merete Mærkedahl, 42.

– Lige da jeg fik det sidste manus, blev jeg faktisk en lille smule trist, sådan helt ægte. Jeg skulle lige vænne mig til det, erkender Merete Mærkedahl.

Men efter at have fordøjet det, kan hun sagtens se det fine i slutningen.

– Det kom som en meget stor overraskelse for mig, men jeg tror faktisk, at det er det rigtige. Jeg forestiller mig, at de forbliver venner resten af livet og bevarer den forbindelse og fortsat har en intellektuel forbindelse, lyder meldingen fra Merete, der også er bevidst om, at parret uanset hvad ikke havde fået mange år sammen, da Aurland er en ældre herre.

Og så ser hun en lys fremtid for Otilia i præstefamilien.

– Hun beholder sin lærergerning, og det gør man ellers ikke, når man gifter sig, så allerede der er hun lidt foran sin tid. Jeg forestiller mig også, at hun i fremtiden videreuddanner sig mere, men jeg tror ikke, de får flere børn sammen, gætter Merete.

Sponsoreret indhold