Krimi3. maj 2024

Dansk præst dømt for vold med bibel mod konfirmand

En kvindelig præst er fredag fundet skyldig i vold mod en konfirmand af Retten i Herning
Præsten forlod sit embede, kort efter sagen kom frem.
Præsten forlod sit embede, kort efter sagen kom frem.
 Foto: Ritzau/Scanpix/Mads Dalegaard

En kvindelig sognepræst fra Midtjylland er fredag blevet dømt for vold mod en konfirmand.

Det skriver Kristeligt Dagblad, som var til stede i Retten i Herning til retssagen.

Sagen koster kvinden 10 dagbøder af 500 kroner.

Det har tidligere været fremme, at præsten var blevet sigtet for enten at have "dasket" med en bibel eller kastet en bibel efter en 13-årig pige.

Episoden fandt sted under en konfirmationsforberedelse i oktober sidste år.

Ifølge Kristeligt Dagblad mente anklager Jonas Nørgaard Sørensen, at sagen skulle koste kvinden en fængselsstraf.

Kvinden forlod sit embede efter sagen kom frem.

Sagen kom i kølvandet på en flere måneder lang konflikt, som førte til, at 10 ud af 12 menighedsrådsmedlemmer i sognene Ejstrupholm og Gludsted, hvor kvinden var præst, er gået af.

Konflikten bundede i klager over dåb og begravelser, som ifølge menighedsrådet skulle være foregået for hurtigt og upersonligt.

Ifølge Herning Folkeblad udbad præsten sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Det har hun 14 dage til at afgøre.

Sponsoreret indhold