Krimi3. maj 2024 (opd. 3. maj 2024)

Medie: Drabsdømt i Mia-sagen knyttes til overgrebssag fra 2010

Den 38-årige mand, der sidste år blev dømt for drabet på Mia Skadhauge Stevn, kan muligvis sættes i forbindelse med en overgrebssag i Aalborg i 2010
Den 38-årige mand, der sidste år blev dømt for drabet på Mia Skadhauge Stevn, sættes nu i forbindelse med et overgreb mod en kvinde i Aalborg tilbage i 2010.
Den 38-årige mand, der sidste år blev dømt for drabet på Mia Skadhauge Stevn, sættes nu i forbindelse med et overgreb mod en kvinde i Aalborg tilbage i 2010.

Den 38-årige mand, der sidste år blev dømt for drabet på Mia Skadhauge Stevn, sættes nu i forbindelse med et overgreb mod en kvinde i Aalborg tilbage i 2010.

Det skriver DR Nyheder.

Episoden fandt sted i en lejlighed i Aalborg.

Efter en nat i byen vågnede to kvinder ved, at en mand var i gang med at begå et seksuelt overgreb mod den ene af dem.

Manden flygtede ud af lejligheden, og sagen blev ikke opklaret. Men nu er der ifølge DR fundet et DNA-match til den dømte i Mia Skadhauge Stevn-sagen.

De nye oplysninger kommer ifølge DR Nyheder til at indgå i ankesagen, der indledes 13. maj i Vestre Landsret.

Selve forholdene er dog forældede og betyder ikke en udvidelse af tiltalen, skriver DR.

Men tre personer er ifølge mediet indkaldt som nye vidner i ankesagen.

Ifølge DR er det de to kvinder samt den enes kæreste, der er indkaldt.

Specialanklager Emil Stenbygaard, statsadvokaten i Viborg, bekræfter i en pressemeddelelse, at der er kommet nye oplysninger frem.

- Vi er kommet i besiddelse af nye oplysninger i sagen, som vi ønsker at fremlægge for landsretten.

- Vi mener, at oplysningerne er af betydning for skyldspørgsmålet. Oplysningerne ønsker vi blandt andet at fremlægge i form af afhøring af tre nye vidner, siger Emil Stenbygaard.

Det er derfor op til landsretten at afgøre, om de nye vidner kan præsenteres i ankesagen, forklarer Emil Stenbygaard.

Det fremgår ikke, hvornår landsretten skal tage stilling til spørgsmålet.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage har protesteret mod, at de tre nye vidner skal afgive forklaring under ankesagen. Det oplyser hun til Ritzau.

- Jeg ønsker ikke at kommentere på forlydender om en gammel sag og et eventuelt DNA-spor, der kan sættes i forbindelse med min klient.

- Men jeg kan bekræfte, at statsadvokaten har ønsket at føre yderligere tre vidner, som jeg mener er irrelevant for det, den her sag handler om. Derfor har jeg protesteret imod det, siger hun.

Advokaten ser det som et "forsøg på at miskreditere" hendes klient og "inddrage alt muligt, der reelt ikke har noget med sagen at gøre".

I byretten protesterede forsvarsadvokaten imod, at der blev ført såkaldt "karaktervidner", som ikke direkte havde noget med drabsanklagen at gøre.

Det fik hun dog ikke noget ud af, og retten tillod, at vidnerne - en tidligere kæreste, en kammerat og en tidligere kollega - afgav forklaring.

Den 38-årige mand blev ved Retten i Aalborg fundet skyldig i drab, forsøg på voldtægt og usømmelig omgang med lig.

Manden blev idømt forvaring.

Han ankede til frifindelse, mens Statsadvokaten har anket til skærpelse. Kravet er fængsel på livstid.

Der er afsat ti dage til behandling af sagen, og der forventes dom 30. maj.

Sponsoreret indhold