Kendte30. april 2024

Gustav Salinas afslører: Så meget tjente han, da han lavede ”For lækker til love”

Det er over ti år siden, ”For lækker til love” med blandt andre Gustav Salinas i fokus. I dag fortæller iværksætteren og tv-personligheden, hvor mange penge der var i realityprogrammet dengang
Gustav Salinas er i dag en succesfuld forretningsmand.
Gustav Salinas er i dag en succesfuld forretningsmand.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Smaskforelsket: Gustav Salinas har fået en kæreste

I dag er Gustav Salinas trådt ud af hamsterhjulet.

Han driver i stedet en række succesfulde virksomheder herunder Salinas Slik og Salinas Sundhed.

Men sådan var det ikke for lidt over ti år siden, hvor Gustav Salinas for alvor blev kendt i hele landet, fordi han medvirkede i TV3-programmet ”For lækker til love”.

Dengang var han fastansat på TV3, som vi andre dødelige er hos vores nuværende arbejdsgivere, og det betød også, at der tikkede en fast løn ind hver måned på Salinas konto.

Og det var ikke småbeløb – især ikke for over ti år siden, afslørede sliktrolden til HER&NU forleden.

Nu har SE og HØR også talt med den tidligere realityperson for at høre nærmere.

- Jeg fik mellem 50 og 60.000 kroner om måneden, da jeg lavede ”For lækker til love”. Og jeg fik jo en fast løn hver måned. Også de måneder, hvor jeg ikke arbejdede særlig meget, fortæller han og fortsætter:

- Det var kun otte uger om året, jeg arbejdede på ”For lækker til love”. Men jeg fik stadig min løn de andre måneder.

Gustav Salinas kan ikke helt huske, om det var 80 eller 86 afsnit, han var med til at lave, men det var i det lejde.

Han fortæller også, at han i dag tjener flere penge end dengang, men at han også arbejder meget hårdere.

- Jeg er velhavende, ikke millionær.

Realitystjernen bruger pengene meget anderledes i dag, end han gjorde for over ti år siden. Dengang handlede det mere om dyre ting og bling bling.

- Pengene klattede jeg væk på Gucci, Burberry og Chanel. I dag investerer jeg dem. Jeg har ni lejligheder og et sommerhus, som jeg lejer ud. Og jeg vil gerne have flere, slutter han.

Sponsoreret indhold