Nyheder30. april 2024

Beredskabsstyrelsen: Ikke alle telefoner hyler 1. maj

Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet tester sirenerne i morgen, 1. maj
Beredskabsstyrelsen forventer, at 80 procent af befolkningen vil modtage alarmen på mobiltelefonen.
Beredskabsstyrelsen forventer, at 80 procent af befolkningen vil modtage alarmen på mobiltelefonen.
 Foto: Beredskabsstyrelsen

Så er det i morgen.

1. maj tester Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet sirenerne klokken 12 for at gøre folk opmærksomme på Danmarks varslingssystemer.

Lars Aabjerg Pedersen, kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, oplyser, at der er to grunde til, at sirenerne vil hyle.

– Dels tester vi sirenerne for at finde ud af om de virker og dels for at gøre folk opmærksomme på, hvad de skal gøre, når det pludselig bliver alvor, oplyser Lars Aabjerg Pedersen til SE og HØR.

Alle landets sirener vil blive testet – både fra master og på mobiltelefoner.

Lars Aabjerg Pedersen fortæller dog, at det ikke er på alle telefoner, at sirenerne vil hyle.

– Hvis man har en telefon af ældre dato, eller hvis styresystemer ikke er opdaterede inden for det seneste års tid, vil de ikke hyle, fortæller kommunikationschefen.

Lars Aabjerg Pedersen siger, at fra en iPhone 8 med en 16.4-opdatering og alt efter vil modtage alarmen.

På en Android-telefon er det lidt mere forskelligt. Her skal man have en nyere telefon med en nyere opdatering for at modtage alarmen, fortæller Lars Aabjerg Pedersen.

Du kan se, om din telefon vil hyle, på sirenen.dk.

Beredskabsstyrelsen forventer, at 80 procent af befolkningen vil modtage alarmen på deres mobiltelefon.

Det er 16 procent mere sammenlignet med sidste år.

Sirenerne bliver testet mellem klokken 12 og 12.15 onsdag.

På mobiltelefonen vil der stå, hvad alarmen handler om, og hvad man skal gøre.

Der vil stå følgende på mobiltelefonen, hvis alarmen går i gang:

TEST – SIRENEN – TEST.

Sponsoreret indhold