Nyheder30. april 2024

Maraton og demonstration i København 5. maj: – Vi er vant til at håndtere større arrangementer

På Danmarks befrielsesdag vil der både være Copenhagen Marathon samt propalæstinensisk demonstration i indre København
På søndag er der både Copenhagen Marathon og propalæstinensisk demonstration i København.
På søndag er der både Copenhagen Marathon og propalæstinensisk demonstration i København.
 Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Propalæstinensisk demonstration på Danmarks befrielsesdag skaber debat

Der bliver knald på i København søndag 5. maj.

På Danmarks befrielsesdag vil der nemlig både være det årlige maratonløb Copenhagen Marathon med 15.000 maratonløbere samt en propalæstinensisk demonstration, hvor store menneskemængder plejer at være til stede.

SE og HØR har været i kontakt med Københavns Politi for at høre nærmere om, hvordan de vil håndtere de to store begivenheder på samme tid i hovedstaden på søndag.

Der er dog ingen bekymrende panderynker hos politikredsen.

– Vi er vant til at håndtere større arrangementer i København og også flere begivenheder på samme tid. Løbestrækningen ligger jo fast, så vi har været i løbende kontakt med anmelderne af demonstrationen om deres rute, så begge begivenheder kan afvikles hensigtsmæssigt, oplyser ledende politiinspektør Peter Dahl til SE og HØR.

Over 15.000 løbere skal i aktion på søndag til Copenhagen Marathon.
Over 15.000 løbere skal i aktion på søndag til Copenhagen Marathon.
 Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

I forhold til trafikken på søndag henviser Københavns Politi til Sparta Atletik, der arrangerer Copenhagen Marathon.

Derudover vil politikredsen kommunikerer via det sociale medie X på søndag, hvis det bliver relevant, oplyser de.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra både Sparta Atletik samt gruppen "Alle på gaden for et frit Palæstina", der står bag demonstrationen, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Copenhagen Marathon oplyste mandag på deres hjemmeside, at der vil være en lille ruteændring under løbet.

Efter 34 kilometer var planen, at løberne skulle dreje fra Kalvebod Brygge og til venstre op ad Slotsholmsgade – med Børsen på højre hånd.

Men siden branden i Børsen har Slotsholmsgade været afspærret, og det bliver ikke muligt at løbe gennem gaden til Copenhagen Marathon.

I stedet skal løberne fortsætte under Knippelsbro og til venstre ned ad Havnegade, hvor de har Børsgraven på venstre hånd og Nationalbanken på højre side.

Og for enden af Havnegade drejer man til højre rundt om Nationalbanken og ind på Holmens Kanal, hvor man kommer ind på den oprindelige rute.

Søndag vil der også være Palæstina-demonstration i København.
Søndag vil der også være Palæstina-demonstration i København.
 Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Den propalæstinensiske demonstration starter klokken 14.00 på Forum Station.

Den slutter på Vesterbro Torv to timer senere, altså klokken 16.00.

Copenhagen Marathon starter klokken 09.30 på Øster Allé, og løberne skal løbe en distance på 42,195 kilometer.

Sponsoreret indhold