Kendte9. maj 2024

Bondes bud: De misser og de når finalen

SE og HØRs ekspert i Malmø giver dig alt, du skal vide om torsdagens store Eurovision-semifinale i Sverige
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
SABA er klar til Eurovision.
 Video: Dan Mariegaard/Nikolaj Bonde

LÆS OGSÅ: SABA før semigyseren: Kendisser i baghånden

1. MALTA

Vi hamrer lige på og hårdt, når middelhavsminiputterne kravler ud af sovekammeret - og åbner ballet med blindfold for alle maltesermønterne! I sig selv ganske kinky, hvis man er til den slags - og her hjælper det også gevaldigt på wow-faktoren. For ellers er Sarah Bonnicis poppust ikke just banebrydende. Men når (næsten) alt handler om show og ballade, er det jo et snedigt kort at lave ‘Loop’ med bind for øjnene.

SE og HØR tipper: Når finalen.

2. ALBANIEN

Jøsses, hvor har den fhv. jugosatellit gaflet mit hjerte mange gange før. Men (uden yderligere Shu-bi-dua-sammenligning i øvrigt): Alting har en ende. Og i år topper Team Tirana altså hverken hit- eller hotlister. BESAs bud er ingen ‘Titan’ - tværtimod en forglemmelig fuser, som i originalen på albansk i det mindste sprøjtede sprødt sprog.

SE og HØR tipper: Misser finalen.

3. GRÆKENLAND

Splitte mine zorbasejl, så stepper grækerne ind - og en smule op efter et par magre år for den ellers Eurovision-elskelige fan- og fetafavorit. Marina Satti er skøn at skue som en Helena - og rytmeriff’et på ‘ZARI’ fejler heller intet. Her betyder de hvide klude ikke overgivelse - men overlevelse.

SE og HØR tipper: Når finalen.

4. SCHWEIZ

Hvis koden til Eurovision-triumf er balancekunst på en svævende tallerken, så har schweizerne fat i den lange Toblerone. Som en nyudsprunget knop i alpeviolbedet snurrer Nemo os om sin lillefinger - og mener at have fundet ‘The Code’. I al fald til avancement.

SE og HØR tipper: Sikkert i finalen.

SE og HØRs mand i Malmø Nikolaj Bonde har dækket Eurovision i mange år. I den første semifinale i år peger han på Litauen, Ukraine og Kroation som sikre bud på finalister.
SE og HØRs mand i Malmø Nikolaj Bonde har dækket Eurovision i mange år. I den første semifinale i år peger han på Litauen, Ukraine og Kroation som sikre bud på finalister.
 Foto: Dan Mariegaard

5. TJEKKIET

Tjek ind og tjek tjekkerne ud - for faktisk har bøhmerne de senere år fået temmelig tjek på Eurovision. Også her, hvor tjekkede Aiko sætter røven i klaskeetage ved at sætte sig selv på en ‘Pedestal’. Blåt garn, femifællesdans og råbende refrain. Tjeklisten er total.

SE og HØR tipper: Når finalen.

6. ØSTRIG

Afterski sku’ være så ski’eskægt. Men efter i aften vil Europa med garanti hellere til raveparty med Kaleen & co. I drømmediscokugleoutfit boltrer tyrolerchicken sig som en sølvfisk i floden - og er en fa’ens farlig forret før Danmarks entré. ‘We Will Rave’ - ja, OM vi vil!

SE og HØR tipper: Sikkert i finalen.

7. DANMARK

Så er det edderbroderemig nu, det gælder, folkens! Sjældent har vi stillet med så skøn og sympatisk en skat, som når SABA klædt i kridhvidt lyser som et fyrtårn på sandstranden - solo dér på verdens største musikscene. Nu med gimmick’en glittersand og et varmere vue end i melodunden. Mødtes med dejligheden tidligere på dagen - og alt står knivskarpt! Ingen ‘SAND’ i maskineriet her. Vi krydser fingre og flaskehalse! Kom så, darling!

SE og HØR tipper: Når akkurat finalen.

8. ARMENIEN

Ingen kontinentkomsammen uden etniske eventyr - og her er armenerne eksperter. Jerevan og omegn har gravet rødderne frem og winger Eurovision-viben af med vidunderlige vers på folkloriske ‘Jako’. Men har vi set det før? Jo, det tror jeg nok - et par gange eller 90. Går den så også denne gang - nu for LADANIVA? Tjaeh, bum bum …

SE og HØR tipper: Fifty-fifty på finaleplads.

Israels deltager Eden Golan optræder med sangen 'Hurricane' i første generalprøve til den anden semifinale i årets Eurovision i Malmø Arena i Sverige, onsdag den 8. maj 2024. Danmarks deltager kæmper i denne anden semifinale om en plads i finalen, der afholdes lørdag.
Israels deltager Eden Golan optræder med sangen 'Hurricane' i første generalprøve til den anden semifinale i årets Eurovision i Malmø Arena i Sverige, onsdag den 8. maj 2024. Danmarks deltager kæmper i denne anden semifinale om en plads i finalen, der afholdes lørdag.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

9. LETLAND

Lette kalorier - ja, pardon for onkeljargonen. Men aftenens tisse-, kaffe- og puttepause er altså nu. Jovist, Dons er sikkert søndersympatisk og go’ mod kravl og katte. Men der bli’r altså lavet mere gabegymnastik end lagenlir til ‘Hollow’. Så hellere en sjus på københavnerbaren Riga.

SE og HØR tipper: Tæt på sidst.

10. SAN MARINO

Har det historisk värkligen vanskeligt i semifinalerne. Og et pink goth-powerhouse kilder desværre heller ikke de helt rigtige steder. MEGARA og medsøstrene gør, hvad de kan, bevares. Men dystens absolut mindste nation bli’r også de små i aften. Er titlen ‘11:11’ mon profeti for eget exit-tidspunkt?

SE og HØR tipper: Misser finalen.

11. GEORGIEN

Anede man ikke bedre, kunne man tro, at georgierne havde luret de seneste 20 års babe-vrider-sig-til-latinlummer-sexrytmik-i-et-potent-pyroflammehav-opskrift. Og souffleres den ordentligt, smager den da også jätte bra. Kedeligt kan man vel næppe kalde det - medmindre man reelt lytter til sangen. Nutsa Buzaladze (nice navn, btw) kæmper med mere end ild på ‘Firefighter’.

SE og HØR tipper: Misser (modsat deres fodboldlandshold) finalerunden.

12. BELGIEN

Ta’r ligesom sine nederlandske naboer pludselig poppartyet seriøst. Perle på perle de senere år - og Mustiis enkle, elastiske og elegante bud er ingen forbier. Bar mandehud er (som regel) pivlækkert - hvis det serveres nogenlunde nydeligt. Og nåja, så kan Bruxelles-blondi’en sgu også synge. Festen slutter slet ikke her for ‘Before the Party’s Over’.

SE og HØR tipper: Når finalen.

SABA repræsenterer Danmark til årets Eurovision Song Contest.
SABA repræsenterer Danmark til årets Eurovision Song Contest.
 Foto: Dan Mariegaard

13. ESTLAND

Kukkuk, er der nogen hjemme?! Ikke hvis du krydser Østersøen - for de er allesammen ude at danse spjætmazurka i gaderne. At resten af Europa så ikke lige kan Tallinn-trinene, lever de nok med. For her gælder det ligeså meget om at råbe: ‘SE LIGE OS!’, når bessefarbandet 5MIINUT x Puuluup (ja, det hedder de sågu) svinger træben på (og hold nu fast i gelænder og gebis): ‘(nendest) narkootikumidest ei tea me (küll) midagi’.

SE og HØR tipper: Misser finalen.

14. ISRAEL

Ja, så bli’r det lige lovlig lakrids. Årets mest omdiskuterede entré er - netop derfor - nærmest umulig at spå om. Sprog går dog ikke i krig - og mixet af engelsk og israelsk har alle dage været vakkert. Til gengæld er ellers eventyrligt smukke Eden Golans sceniske sats knap så klædeligt. Alt er åbent med ‘Hurricane’, som dog klistrer kælent i øreskakten.

SE og HØR tipper: Fifty-fifty på finaleplads.

15. NORGE

Var dig norske skovkat og troldepus på fjeld! For nu er der denunderfløjteme riv og rav i mosbunden mod nord. Gruppen Gåte er alletiders mest autentiske bidrag fra nordmændene (og kvinderne - og alt derudover). Og dog. ‘Nocturne’ funklede i ‘95 - og vandt. Det gør hylende ‘Ulveham’ næppe, men vi er sgutte så langt fra. Heja Norge!

SE og HØR tipper: Sikkert i finalen.

16. HOLLAND

Danke viel, merci, grazie mille og tack så mycket! Vi kommer hele det europæiske menukort rundt, når skulderpudepersonaen Joost Klein runder semi’en af i kongeblåt kostume. Og grydeklip. Og moustache. Og årets outsider til endelig sejr. Det hollandske presse- og fanopbud i Malmö er ‘wahnsinn’ - og man forstår hvorfor. Indrømmet, vi bevæger os i gakkelak-ligaen - men hvor er det skingrende skævt, skørt og skønt! Og vent så bare til nummerets slutning. ‘Europapa’ er hele Europas faderstemme.

SE og HØR: Sikkert i finalen.

Sponsoreret indhold