X Factor28. marts 2024

Efter drama: Favoritværdighed skifter hænder i ”X Factor”

Christian Opreas tur i farezonen har mindsket bookmakernes tro på, at han kan gå hele vejen
Det er ikke længere Christian Oprea, der bærer favoritværdigheden på sine skuldre, hvis man spørger Danske Spil.
Det er ikke længere Christian Oprea, der bærer favoritværdigheden på sine skuldre, hvis man spørger Danske Spil.
 Foto: Lars H. Laursen

Der er en ny sherif i ”X Factor”-byen, hvis man spørger Danske Spil.

Her peger pilen nemlig ej mere på Christian Oprea, men i stedet på Helena Frank som samlet vinder af talentprogrammet.

Det står klart, efter at bettingvirksomheden fredag fik sig et ordentlig chok, da favorit pludselig var på nippet til at ryge ud.

- Det er helt åbent, og igen er vi i en hæsblæsende sæson, hvor det er fuldstændig umuligt at forudsige, hvem seerne har som deres favoritter. Dog står det klart for os, at Helene Frank er en darling, og derfor er hun nu også vores klare favorit til at vinde hele sæsonen. Fredagens meget overraskende udvikling har således vendt favoritværdigheden på hovedet, siger Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter hos Danske Spil.

Det er fortsat Oh Lands eneste tilbageværende deltager, Elva, som Danske Spil ikke tror på, klarer cuttet til finalen.

Pengene gives blot dobbelt igen, hvis Elva ryger ud. Herefter følger gruppen Selmani, der giver pengene 3,40 igen, mens dit indskud firedobles, hvis Cristian Oprea må blive væk fra finalefesten i Randers.

Fredagens semifinale adskiller sig fra de andre liveshows, da dommerne nu ikke har magten i sidste ende.

I stedet er det udelukkende seerstemmerne, der afgør, hvem der skal siges farvel til.

- Jeg kan ikke huske en sæson, hvor der har været så stort et twist som det, vi så i fredags. Og da slet ikke så tæt på finalen.

- Så alle bolde er virkelig smidt op i luften frem mod i aften. For hvem, udover Helene Frank, er seerne egentlig vilde med, spørger Mathias Reimer Larsen retorisk.

Man kan som altid følge med i ”X Factor” på SE og HØRs liveblog fredag aften.

Sponsoreret indhold